Warnemünder Woche - Laser Europa Cup / Laser Youth Grand Prix 2010.

Først i juli pakkede vi for første gang den nyerhvervede jolletrailer med 3 joller og tog til Warnemünde ved Rostok i Tyskland, hvor Martin, Mikkel og Christian skulle prøve kræfter med 63 andre unge i Laser 4.7.

Lad mig sige det med det samme - det var en fantastisk begivenhed og vi er helt sikkert at finde i Warnemünde igen næste år i sommerferien. 

Stævnet blev i år afholdt for 73. gang og selv om det virkede lidt kaotisk da vi ankom, var stævnet på alle måder velafviklet. Laserjoller var der nok af - faktisk hele 278 deltagere, fordelt med 68 Laser Standard, 144 Laser Radial og 66 Laser 4.7. Laser Standard var på egen bane mens Laser Radial og Laser 4.7 delte bane. Farvandet ud for Warnemünde er nærmest perfekt til race. Helt åbent mod vest til nord øst og landet i området er relativt fladt, så selv i fralandsvind var forholdene rigtig gode. På banen for Radial og 4.7 blev sejladserne afviklet super flot - blandt andet med sort flag fra første startforsøg - lige min livret. Sejlerne fik mange gode sejladser og vore 3 sejlere i 4.7 blev mange erfaringer rigere. Det var første gang de deltog i en kapsejlads i 4.7 - ja faktisk var det første gang at Mikkel overhovedet så sit 4.7-sejl.

Vi var 3 familier afsted sammen i hver vores vogn. Det lykkes at holde plads så vi kunne campere sammen og vi havde nogle hyggelige dage.

Det var en positiv overraskelse af stifte bekendskab med Laser 4.7. Jollen sejler rigtig godt under alle forhold med den "lille" rig og konkurrencen i klassen er god. Der var mange dygtige sejlere fra mange, mange lande og det stod hurtigt klart for os, at Laser 4.7 er perfekt klasse at fortsætte i efter Optimisten. Det ved man godt i mange andre lande, men i lille Danmark foretrækker vi i stedet at opfinde den dybe tallerken selv. Laser 4.7 er en stor klasse i Europa. I skrivende stund sejles der EM i Frankrig med 361 deltagere - et antal som ikke mange andre klasser kan matche. Og så er Laser 4.7 den hurtigst voksende Laser-klasse på verdensplan.

En opfordring herfra - PRØV DET - det vil du aldrig fortryde.

Se billeder fra turen - klik hér

Resultater fra stævnet - klik hér

Fortsat god sommer.

Sejlerhilsen Flemming


Joomla! fejlsøgningskonsol

Session

Profilinformation

Hukommelsesforbrug

Database forespørgsler