Artikelindeks

Laser Europa Cup var i denne omgang nået til Norge, hvor Moss Seilforening var vært.

Annett Petersen har skrevet denne beretning:

"I weekenden blev der afholdt endnu et Europa Cup stævne i Laser-klassen i Moss i Norge. Danmark havde 8 Laser-sejlere med.

Alle tre Laser klasser repræsenteret
Norge satser nu endelig i lighed med mange andre lande på Laser 4.7 klassen i deres talentudviklingsarbejde, og i weekenden var klassen med 11 deltagende lige så stor som Laser Standard feltet, mens der i Laser Radial feltet var 24 deltagere. Det lyder måske ikke af meget i sammenligning med de store Europa Cup stævner i Hyeres og Lugano, men i betragtning af at det er sent på sæsonen og langt nord på, så er det et pænt fremmøde. Der var 8 danske sejlere, der havde fundet sammen om at tage til Norge og Danmark var repræsenteret i alle tre klasser.

Moss Seilforening
Moss Seilforening var de gæstfrie værter, der sørgede for, at der var mad til alle der ønskede det hver dag og arrangeret fællesspisning lørdag aften. Herudover stillede de i samarbejde med KNSS en dejlig rib til rådighed for de danske deltagere. Der var deltagere fra 6 nationer. Udover de tre skandinaviske lande også fra Belgien, Spanien og Tjekkiet. Sejlklubben afholdt samtidig et Formula 18 stævne, men det magtede de uden problemer. Lasernes stævne var ud over Europa Cup også Nordisk Mesterskab for Radial klassen og Norsk Mesterskab.

Stig Steinfurth helt i top
Stig Steinfurth, der kun har deltaget i Europa Cup i Kiel i år og først har trænet i Laser Standard siden august måned ser ud til at føle sig hjemme i klassen. Umiddelbart før sin topplacering her ved Europa Cuppen i Moss er han netop kommet hjem fra Laser Standard Verdensmesterskab for ungdom med en samlet 26. plads og en 2. plads u18 af i alt 119 deltagere.

Udfordrende bane
Stævnet som varede 3 dage bød på udfordringer til alle. De første par dage lå banen ’indenskærs’ og de betød at trapezbanen skulle placeres i det trekantede område mellem kysten og Horten færgens sejlrende. Banen blev lidt smallere end almindeligvis, men det gav ikke anledning til nogen problemer. Laser Standard og Laser Radial sejlede outerloop i den rækkefølge og Laser 4.7 sejlede innerloop og det passede godt   tidsmæssigt og gav ikke alt for lange ventetider mellem sejladserne.

Vejr til alle
Fredag bød på let østlig fralandsvind og det udfordrede alle. Vinden varierede i styrke og viste sig i uforudsigelige striber og retninger. Ingen ud over Stig så ud til at knække koden fredag, men da lørdag og søndag bød på mere vind fra syd så det straks bedre ud, og der var mere stabilitet i placeringerne.

Sagt og gjort i farten
Stig Steinfurt: Jeg har aftalt med Sarah og Louise, at nu skal de tage en første og en andenplads! (Det blev en første og en 1. og en 6. plads i 6. sejlads)

Sarah Gunni: Nu går jeg ud og laver en prik! (og det gjorde hun – igen i 7. sejlads)

Céline Carlsen: Jeg skulle have vundet denne her, men nu virker mit udhal og der er vind, så den sidste sejlads vinder jeg. (og det gjorde hun – stort.)

Annett Petersen til André Højen Christiansen: Det kan ikke være rigtigt, at Stig skal være med for at du sejler hurtigt. Find lige en anden Stig og så slå ham! (og det gjorde han med en 4. plads i sidste sejlads.

Marti Llena, Spanien: Her er koldt!"

Tak til Annett for beretningen og for indsatsen på vandet.


Link til resultater - klik hér

Link til artikel på www.baadmagasinet.dk - klik hér

Link til billeder fra Moss - klik hér


Sejlerhilsen Flemming

 


Joomla! fejlsøgningskonsol