Drillede sejlforholdene, men det blev til 7 gennemførte sejladser for Radial
En lang køretur hjem fra Hyeres gav mulighed for at reflektere over årets tredje World Cup stævne, som sluttede fredag: Den resultatmæssige målsætning var en top 8 placering, men resultat-listen siger 23. Det procesmæssige fokuspunkt var taktisk/strategisk, hvilket stævnet egnede sig godt til at bruge ekstra meget energi på, da alle sejladser blev sejlet i let luft, hvor fart-forskellen mellem jollerne er minimal.

Det utilfredsstillende stævneresultat ødelægger dog ikke min følelse af, at mange ting lykkedes og at jeg er på ret vej – 6 ud af 7 gode starter og generelt god fart banen rundt.
Inden stævnet talte jeg med Michael Risør (coach, red.) om hvad der skulle kunne skabe et top 8 stævneresultat, og vi kom frem til, at rundingen om første mærke gerne skulle være inden for top 15, da det ellers kan være svært at komme tilbage i sejladserne og lave topplaceringer – og netop dette havde jeg svært ved i flere sejladser til trods for de gode starter.
Vi brugte en del energi på at tale om, hvorvidt det var vigtigst at gå sin egen vej og bekymre sig mindre om, hvor stor en risiko jeg løb ift. feltet, eller om jeg netop skulle sejle min sejlads ift. hvor feltet placerede sig, afhængigt af hvor hhv. klart eller uklart mit billede var af, hvad der ville ske med vinden over de næste 10 minutter, som første opkryds ca. tager.
Dette er noget, som man aldrig bliver perfekt til, men øvelse gør mester og jeg fik meget ud af at gennemgå de rigtige som forkerte beslutninger i detaljer, der blev truffet i løbet af stævnet, og hvordan man også kunne have gjort set i bagklogskabens klare lys..

I løbet af foråret har jeg sejlet mange store stævner sammenlignet med antallet af træningsdage på vandet. Derfor skal maj måned primært bruges på Øresund, hvor masser af træningstimer skal være med til at forberede mig til Radial-EM, som vi har i Tallin, Estland i begyndelsen af juni måned.

/Maiken

Kilde: Dansk Sejlunion


Joomla! fejlsøgningskonsol

Session

Profilinformation

Hukommelsesforbrug

Database forespørgsler